Sønderjyskes DM-drøm lever efter dramatisk sejr

Skrevet af admin

02/04/2016

Dagens topnyheder

De seneste tre års danmarksmestre fra Sønderjyske er fortsat i live i jagten på dette års DM-finaleserie.

Fredag aften vandt Sønderjyske i en dramatiske affære 2-1 over Esbjerg Energy i det femte semifinaleopgør, som var hektisk til sidste fløjt.

Sejren betyder, at Esbjerg nu er foran 3-2 samlet, før den sjette semifinale søndag.

I den anden semifinaleserie vandt Frederikshavn White Hawks hjemme 5-3 over Herning Blue Fox, og her er frederikshavnerne samlet foran 3-2, inden der spilles igen.

Spillerne blev budt velkommen af et feststemt hjemmepublikum i Vojens, hvor 5000 tilskuere forstod kampens betydning.

Esbjergs kom dog med selvtillid foran samlet 3-1, og der var speed i Esbjerg-skøjterne i første periode, der dog endte uden scoringer.

Efter seks minutter af anden periode kom hjemmeholdet i aftenens første powerplay og så i hele fem minutter efter en udvisning af Esbjergs Mike Dalhuisen.

Overtalssituationen gav pote for Sønderjyske et par minutter senere, da kaptajn Kim Lykkeskov fyrede pucken af fra en spids vinkel og skabte jubel i Vojens over 1-0-føringen.

Lykkeskov var senere på spil igen i en situation med klumpspil, hvor det var vanskeligt at se, hvad der foregik.

Først blev der dømt mål, men ifølge en videoafgørelse var det ikke Lykkeskovs stav, men Mike Lees hånd, der scorede, og efter hele 13 minutters pause blev scoringen annulleret.

I den forlængede anden periode udlignede Esbjergs Mario Lamoureux så, men igen måtte der video til, og scoringen blev annulleret efter for højt løftet stav.

To minutter inde i tredje periode reducerede Esbjergs Tyler Gron til 1-1, men fem minutter senere bragte Sønderjyskes Thomas Spelling så forløsning med sin scoring til 2-1, og efter en hektisk slutfase lykkedes det at vinde en smal sejr.

I Frederikshavn var den samlede stilling 2-2, da Frederikshavn White Hawks tog imod Herning Blue Fox.

Hjemmeholdet kom foran 1-0 efter 10 minutters spil ved Colin Vock i en lige første periode.

Det blev 2-0 til frederikshavnerne i powerplay efter seks minutter af anden periode ved Mathias Bau Hansen. Fire minutter senere blev der atter skabt spænding, da en fejl i hjemmeholdets defensiv sendte pucken til Martin Sagat, der reducerede til 1-2 for Herning.

Kyle Essery udlignede til 2-2 for Herning, men et halvt minut senere bragte Colin Vock atter hjemmeholdet foran. Steffen Klarskov Nielsen gjorde det i tredje periode til 4-2, før Tomas Sinisalo reducerede for Herning, og Robert Carlsson til sidst lukkede målfesten.

/ritzau/