Sønnen på intensiv: Bramsen takker for støtte

Skrevet af admin

23/05/2016

Dagens topnyheder

En forfærdelig ulykke lørdag aften har sendt Stine Bramsens lille søn på intensivafdelingen.

Den danske sangerindes dreng, Alfred, på blot et år og otte måneder faldt ud af et vindue fra førstesals-højde i Bramsens backstagelokale i Svendborg Forenede Fodboldklubbers klubhus.

Efterfølgende blev den lille dreng hastet til Odense Universitetshospital, hvor meldingen fra Bramsens agent, Torben Ravn, til Ekstra Bladet heldigvis senere lød, at Alfred var stabil, men stadig blev holdt under observation.

Søndag aften satte den 29-årige sangerinde selv de første få ord på sønnens alvorlige ulykke.

- Tak for hilsnerne, skrev hun kortfattet til et billede, hvor man kan se lille Alfreds fødder titte ud under en dyne i hospitalssengen, mens han har en pulsmåler om tåen.

Ulykken skete i minutterne før, den tidligere Alphabeat-sangerinde skulle optræde til Open Air i Svendborg klokken 18.00, men ifølge popstjernens agent bliver Bramsens fremtidige koncerter ind til videre ikke aflyst.

- Vi beder jer respektere privatlivets fred og lade Stine Bramsen og hendes familie få fred og ro til at bearbejde den voldsomme oplevelse, tilføjer Torben Ravn til avisen.

Se billedet her: https://www.instagram.com/p/BFt5A_nCF8Z/?taken-by=stinebramsen&hl=da

/ritzau/FOKUS