Sønnike var for lille til Instagram: Nu har farmand lanceret en genial opfindelse til danske børn

Det er ikke længere kun teenagere og voksne, der kan dele billeder af deres liv på sociale medier som Instagram og Pinterest. Den børnevenlige fotoapp Kuddle er netop blevet tilgængelig på dansk og henvender sig til børn mellem 6 og 13 år.

Idéen til Kuddle opstod for et år siden, da den norske iværksætter Ole Vidar Hestås måtte skuffe sin syvårige søn, der brændende ønskede sig en Instagram-profil. Aldersgrænsen for oprettelse på den verdensomspændende og ultra populære app er nemlig 13 år. Til Ole Vidar Hestås store overraskelse fandtes der ingen alternative sociale medier målrettet børn under 13 år. Derfor begyndte han i samarbejde med blandt andet Red Barnet at udvikle en app, der kunne udfylde tomrummet på markedet. Nu her cirka et år efter har han lanceret Kuddle i Skandinavien.

- Mit ønske var at lade min søn dele billeder med sine venner på samme måde som større børn og voksne gør med Instagram, og samtidig udvikle hans forståelse for brugen af sociale medier. Men udover at aldersgrænsen var et problem, så var jeg heller ikke tryg ved at lade ham udforske de sociale medier uden nogen form for opsyn. Derfor undersøgte jeg muligheden for at lave en app til børn, hvor den digitale sikkerhed også var i top, siger Kuddle-grundlægger og administrerende direktør, Ole Vidar Hestås.

For at gøre Kuddle så sikker som mulig i forhold til børns færden på sociale medier, er det ikke muligt for brugerne af Kuddle at kommentere andre brugeres billeder. Dette er blandt andet for at undgå digital mobning. Derudover er der funktioner i app’en, som aktivt lærer børnene om god og ansvarlig digital opførsel samt adskillige kontrolfunktioner for forældre. En forælder skal for eksempel godkende oprettelse af selve Kuddle-kontoen, mens forældrene også vil modtage en mail, når deres barn uploader billeder eller får nye venner på mediet.

Ole Vidar Hestås mener, at Kuddles kombination af lærerig og underholdende billeddeling på sociale medier samt digital sikkerhed rammer et behov, som ikke opfyldes af de nuværende apps på markedet.

- Det er vigtigt, at børn bruger sociale medier, der specifikt er tilpasset deres vidensniveau og kritiske sans. Mange af de nuværende sociale netværk er designet til et voksent publikum og er ofte ikke egnet til yngre børn, som trods deres alder både har et stort ønske og behov for at deltage i fællesskaber på sociale medier. Derfor har vi skabt Kuddle, der giver en sikker og sjov indførsel til verdenen af sociale medier, siger Ole Vidar Hestås.

Dagens Gossip