Søren er kommet hjem til Danmark

»Han er på et hemmeligt sted, men mere må jeg ikke fortælle,« siger Gerda Lyngbjørn til bt.dk.

Hun har sammen med Søren Lyngbjørns far, Jan Lyngbjørn, besøgt den hjemvendte sømand, der har haft problemer med helbredet under gidselopholdet i Somalia.

Siden frigivelsen har både forældre og hjælpeorganisationen SOS, der har haft tæt kontakt med de to gidsler, fortalt, at den 48-årige Søren Lyngbjørn var i bedring. Det kan forældrene nu ved selvsyn bekræfte.

»Ja, det går jeg ud fra,« svarer Gerda Lyngbjørn på spørgsmålet om, hvorvidt Søren Lyngbjørn har det godt.

Selvom Søren Lyngbjørn endnu ikke er vendt helt hjem til sin bopæl, er han glad for atter at have fået dansk muld under fødderne.

»Det tror jeg bestemt, han er,« siger Gerda Lyngbjørn, der har lovet sin søn, at hun ikke vil afgive flere detaljerede interviews til medierne, før han selv har sagt god for det.

De to danske gidsler blev sammen med fire filippinske sømænd frigivet af somaliske pirater den 30. april. De sejlede alle på skibet M/V Leopard, ejet af rederiet Shipcraft, da det blev kapret af pirater i januar 2011.

Det er endnu ikke lykkedes bt.dk at få bekræftet, om den dansk-chilenske kaptajn Eddy Lopez også er ankommet til Danmark, eller om han er blevet fløjet til Chile, hvor hans kone og børn er bosat.

Dagens Gossip