Søren Espersen: EU-usikkerhed svækker Thorning

Skrevet af admin

17/07/2014

Dagens topnyheder

Regeringen står svækket, da usikkerheden om statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) fremtid fortsætter, fordi EU's stats- og regeringschefer tidligt torsdag udskød jobkabalen om den ny EU-præsident, udenrigschef og måske en formand for eurogruppen til et nyt topmøde 30. august.

Det siger Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen.

- Det er en svækket regering. Hvis man skal sætte sig i Socialdemokraternes lejr, så ville jeg være meget betænkelig, men det er heldigvis ikke mit bord. Det er virkelig problematisk for partiet. Det lammer i dén grad regeringen, men for os andre har det ingen betydning, siger Søren Espersen.

Helle Thorning-Schmidt (S) kaldte det natten til torsdag "en klog beslutning", at EU-topmødet sluttede uden en beslutning om, hvem der får EU's topjob.

Ved topmødet gentog hun, at hun vil fortsætte som dansk statsminister trods massive medierygter om, at hun er favorit som EU's præsident med ansvar for topmøder.

Thorning fastholdt, at hun ikke er kandidat, fordi hun vil forhandle finanslov og gymnasiereform i efteråret og åbne Folketinget første tirsdag i oktober. Thorning kan ikke tale tydeligere for at slippe for mistanke i medierne, mener Søren Espersen.

- Hun har sagt det meget tydeligt. Hun har ikke bestilt andet. Så jeg må stole på, at det er rigtigt, når hun siger det, mener han.

Søren Espersen har som sådan ingen interesse i, at Thorning bliver EU's præsident. Han ønsker blot, at blå blok genvinder regeringsmagten.

- Vores interesse er, at vi får en ny regering så hurtigt som muligt. Det har ingen betydning, hvem af socialdemokraterne der er ved roret herhjemme. Det vil være lige så dårligt, hvis en anden regeringsleder kom til - Mette Frederiksen eller Bjarne Corydon, siger Søren Espersen.

/ritzau/