Søren Gade: Jeg har aldrig haft formands-drømme

Skrevet af admin

01/05/2015

Dagens topnyheder

Søren Gade har aldrig drømt om at blive formand for Venstre.

Det siger den tidligere forsvarsminister til Ritzau i forbindelse med, at han fredag offentliggjorde, at han forsøger sig med et politisk comeback på Christiansborg ved næste folketingsvalg.

Søren Gade var ellers et brandvarmt navn på rygtebørsen, da flere medier sidste sommer mente at vide, at de mange pikante personsager ville koste Lars Løkke Rasmussen hans politiske liv og dermed formandsposten ved partiets hovedbestyrelsesmøde 3. juni 2014.

- Jeg har aldrig haft ambition om at blive formand, og jeg havde den heller ikke 3. juni sidste år. Jeg blev ligesom påduttet den, siger Søren Gade.

- Det foregik på den måde, at nogle sagde til mig, at hvis de kom til at mangle "en fredsbevarende styrke", så så de gerne, at det var mig. Men det var aldrig min ambition, og det er ikke derfor, at jeg nu ydmygt forsøger at blive folketingskandidat, siger han.

Spørgsmål: Men du må alligevel have gjort dig nogle tanker om, hvorvidt du kunne se dig selv som formand for partiet. Hvad kom du frem til?

- Jeg kom frem til, at jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne for, at Lars skulle blive som formand, for han er en bedre formand end nogen som helst anden for vores parti, siger Søren Gade.

Hvis Søren Gade ved næste valg bliver stemt ind i Folketinget via opstillingskredsen i Aalborg Vest, er det ifølge ham selv som en klogere mand, end da han forlod Christiansborg for knap fem år siden.

I hvert fald på de konsekvenser et liv i landspolitik har.

- Jeg ved jo godt, at risikoen for, at det æder mig med hud og hår er til stede, men i modsætning til andre har jeg jo prøvet det før, siger Søren Gade.

- Jeg ved også, at det er stort set er umuligt at kombinere et familieliv i Jylland med en plads på Christiansborg, og derfor har det været en faktor i min beslutning, at begge mine døtre nu er flyttet til København, siger han.

Søren Gades hustru døde i 2008 af en kræftsygdom.

- Så nu har jeg ikke så mange at have dårlig samvittighed over for, hvis jeg bliver valgt og igen rykker til København, siger Søren Gade.

/ritzau/