Søren Kjeldsen blander sig i topfeltet i Marokko

Golfspilleren Søren Kjeldsen er med afstand bedste danske spiller efter torsdagens første runde ved European Tour-turneringen Trophee Hassan II i Marokko.

Kjeldsen gik de første 18 huller i 68 slag, hvilket svarer til fire slag under par. Det rækker foreløbigt til en placering som delt nummer seks.

Han fik ellers ikke den bedste start, da han på andet hul måtte notere sig en dobbelt bogey. Men i alt otte birdies på dagen sørgede for det positive resultat.

Feltets to øvrige danskere kom knap så godt fra start.

Lasse Jensen ligger i tre slag over par, mens Lucas Bjerregaard måtte bruge yderligere tre slag torsdag.

Feltet føres an af franske Adrien Saddier, som er i syv slag under par.

Turneringen slutter på søndag.

/ritzau/

Dagens Gossip