Søren Kjeldsen falder tilbage i British Open

Golfspilleren Søren Kjeldsen er ude af topstriden i majorturneringen British Open.

Den 41-årige nordjyde rykkede lørdag tre pladser tilbage i den samlede stilling, hvor han er placeret som nummer seks efter en rædselsrunde i 75 slag - fire slag over par.

Scorekortet viste seks bogeys, en dobbeltbogey samt fire birdies.

Det så nogenlunde ud efter de første ni huller, hvor Søren Kjeldsen fortsat var i par, men så begyndte det at gå galt. På hul ti brugte turneringens eneste tilbageværende dansker seks slag på et par-fire-hul.

Lørdagens præstation var lidt af en kontrast i forhold til de to første runder, som blev færdiggjort i 67 og 68 slag.

Mange af de øvrige bejlere til sejren kæmpede ligesom Kjeldsen med spillet på lørdagens runde.

Med en dag i 70 slag måtte amerikaneren Phil Mickelson afgive førstepladsen til svenske Henrik Stenson, der lørdag var tre under par.

Henrik Stenson er sammenlagt noteret for 201 slag med Mickelson lige bagved i 202 slag. Søren Kjeldsen har brugt 210 slag.

Thorbjørn Olesen og Lasse Jensen deltog også i British Open, der spilles i Ayrshire i Skotland. Hverken Olesen eller Jensen klarede cuttet til weekendens to finalerunder.

British Open slutter søndag.

/ritzau/

Dagens Gossip