Søren Kjeldsen går i ly af stjerneduo i US Masters

Skrevet af admin

09/04/2016

Dagens topnyheder

Når Søren Kjeldsen klokken 20.30 dansk tid lørdag aften teer ud til tredje runde af majorturneringen US Masters på en delt femteplads, bliver han næppe den store magnet hos hverken tv-produceren eller tilskuerne på Augusta National Golf Clubs berømte bane.

20 minutter efter danskerens første slag går førerbolden nemlig ud på banen, og det er ikke hvem som helst, der er med i den. Således er det verdensranglistens nummer to og tre, amerikaneren Jordan Spieth og nordireren Rory McIlroy, som går i bold sammen.

22-årige Spieth glæder sig til at følges rundt med den fire år ældre McIlroy.

- Det bliver sjovt. Vi kan godt lide at spille med hinanden, og vi har begge spillet godt, men vi har også prøvet at spille dårligt. Lige nu ser det godt ud for os begge, men vi skal være fokuserede, for der ligger en masse dygtige spillere bag os, siger Jordan Spieth.

Han understreger, at selv om konkurrenterne nyder hinandens selskab på banen, så bruger de ikke tid sammen, når de ikke spiller golf.

- Han er en ven, men det er ikke sådan, at vi tager på ferier sammen eller sådan nogle ting. Han er jo lidt et andet sted i livet end mig. Han er fire-fem år ældre end mig, og vi voksede jo ikke op med at spille de samme turneringer, siger Jordan Spieth.

I front har han et slag ned til McIlroy, to slag ned til to spillere på en delt tredjeplads og tre slag ned til Kjeldsen og yderligere to spillere på den delte femteplads. Sidste år vandt Jordan Spieth US Masters.

/ritzau/