Søren Kjeldsen giver slip på førsteplads i Holland

Skrevet af admin

12/09/2015

Mest læste i dag

Golfspilleren Søren Kjeldsen mistede lørdag førstepladsen i European Tour-turneringen KLM Open i Holland.

Den 40-årige nordjyde indledte dagen som nummer et, men en runde i 71 slag - et slag over banens par - har sendt Kjeldsen ned på en delt niendeplads før søndagens afsluttende 18 huller.

Danskeren har nu fem slag op til de to førende, Lee Slattery og Rafa Cabrera-Bello. Den spansk-engelske duo har sat kursen mod førstepræmien på 300.000 euro svarende til 2,2 millioner kroner.

Kjeldsen fik ikke den bedste start på lørdagen med to bogeys på de første syv huller, men det lykkedes ham at rette en anelse op på sit spil.

Morten Ørum Madsen er ligesom Kjeldsen med langt fremme i Zandvoort, og midtjyden er nu den bedst placerede af de to.

Ørum Madsen gik lørdagens runde i 66 slag - fire under banens par. Det rækker til en femteplads for danskeren, der før de afgørende 18 huller er tre slag efter Lee Slattery og Rafa Cabrera-Bello på førstepladsen.

/ritzau/