Søren Kjeldsen: Jeg spillede færdig på viljen

Skrevet af admin

21/08/2015

Dagens topnyheder

I fredagens anden runde af European Tour-turneringen Made in Denmark i Gatten lykkedes det aldrig for 40-årige Søren Kjeldsen at finde det spil frem, som sikrede ham en plads helt fremme efter første runde.

Med fire birdies og fire bogeys endte fredagens arbejde nemlig status quo for den vellidte nordjyde, som dog var udmærket tilfreds, da han kom i klubhuset.

- Jeg kom aldrig ind i rytmen, og det var også en smule sværere derude i dag. Par var nok noget af det bedste, jeg kunne lave i dag, siger Søren Kjeldsen.

Mens rytmen i spillet udeblev, var det rutinen og viljen, der i stedet måtte gøre arbejdet færdigt for Søren Kjeldsen, som torsdag blev hyldet for hans turnering nummer 501 på European Tour.

- Jeg får lukket runden ordentligt, men det er mere på vilje end på form i dag. I løbet af fire dage er der altid sådan en dag her, siger han.

Med samlet fem slag under par ligger Søren Kjeldsen på en delt 12. plads kort inden de sidste spillere er kommet i klubhuset fredag aften. Dermed er han stadig et godt stykke efter førende David Horsey (-12 slag), men intet er afgjort endnu, forsikrer han.

- Jeg har ikke spillet prangende, og der ligger ikke voldsomt mange foran mig, men jeg skal lige et niveau op over de næste to dage, men det burde også kunne lade sig gøre, siger han.

Mens Søren Kjeldsen spillede færdig på hul 18, skete der noget uventet på banens hul 16, hvor 27-årige Andreas Hartø friede til sin kæreste, som fuldstændig overrasket sagde ja til publikums store tilfredshed.

En, der ikke var overrasket, var dog Søren Kjeldsen. Han havde nemlig hørt om golfkollegaens planer inden runden.

- Andreas havde sagt det til mig på forhånd, men det er lige ham, så jeg er glad for, hun sagde ja. Det er fedt øjeblik, siger Søren Kjeldsen.

Mens Søren Kjeldsen er klar til tredje runde, så er Andreas Hartø færdig i turneringen, da han endte anden runde i samlet fem slag over par.

/ritzau/