Søren Kjeldsen: Ny caddie har forbedret mit spil

Siden lavpunktet i slutningen af april, hvor Søren Kjeldsen lå nummer 359 på verdensranglisten, er det kun gået en vej for den 40-årige golfspiller med rødder i Aalborg - opad.

Opturen tæller blandt andet en sejr i Dubai Duty Free Irish Open i maj måned, og sammenlagt med andre fine præstationer betyder det, at Søren Kjeldsen er avanceret til en plads som nummer 72 på verdensranglisten og nummer 21 på Race to Dubai.

Derfor er det også en mere selvsikker udgave af Søren Kjeldsen, som gæster golfbanen på "hjemmebanen" i Himmerland denne gang.

- Her til morgen tænkte jeg på, at for 12 måneder siden kom jeg uden selvtillid. Jeg havde en dårlig sæson. Nu er jeg her igen, og tingene ser anderledes ud, siger Kjeldsen på onsdagens pressemøde på Himmerland Golf og Spa Resort.

Siden sidste års Made in Denmark har Kjeldsen fået bedre styr på sit drive, og det har hjulpet på præstationerne. En del af den forklaring skyldes en ny mand i teamet, mener Kjeldsen.

- Noget var mentalt, noget var teknisk. Det var jeg kørt fast i, men nu har jeg fundet en løsning. Samtidig med det har løst sig, har jeg fået en ny caddie, der er kommet med ny energi, siger han.

Nedturen, som også omfatter en økonomisk strid med en tidligere partner, har dog kun gjort Søren Kjeldsen til en bedre golfspiller, mener han.

- Jeg synes, jeg er en bedre spiller i dag. Jeg har været langt nede med min driver, et sted hvor jeg tænkte, at jeg måske aldrig kom mig over det.

- Men det er jeg kommet over, og det betyder, at jeg ikke er bange for noget i mit spil nu. Hvis der opstår et problem i mit spil, så er jeg ikke bange for det, siger Kjeldsen.

Søren Kjeldsen spiller sin Europa Tour-turnering nummer 501, når turneringen starter torsdag morgen. Han er den første danske golfspiller til at nå så mange turneringer på Europa Touren.

/ritzau/

Dagens Gossip