Søren Kjeldsen slutter svagt i Indien

Skrevet af admin

22/02/2015

Dagens topnyheder

Den rutinerede golfspiller Søren Kjeldsen var aldrig i nærheden af en topplacering ved European Tour-turneringen Hero Indian Open.

På de afsluttende 18 huller i New Delhi skulle Kjeldsen bruge 74 slag, hvilket svarer til tre slag over par.

Han lagde ellers godt ud og befandt sig i tre slag under par efter de første seks huller. Men siden måtte han blandt andet notere sig fem bogeys og en dobbeltbogey.

I den samlede stilling faldt Kjeldsen syv pladser tilbage, så han sluttede som en delt nummer 45 i fire slag over par.

Kampen om den samlede sejr var et rent indisk anliggende. S.S.P. Chawrasia, der kom til sidstedagen med et pænt forspring, gik helt ned og spillede sin klart dårligste runde med fem slag over par.

Hans landsmand Anirban Lahari var syv slag bedre på dagen, og så måtte de to ud i omspil efter at have stået helt lige i den samlede stilling.

Her var Anirban Lahari skarpest og tog sejren.

/ritzau/