Søren Kjeldsen tager kæmpehop på rangliste efter sejr

Søren Kjeldsen hentede søndag sin første sejr på European Tour i seks år.

Sejren ved Irish Open sikrer også den danske golfspiller et markant hop i den rigtige retning på verdensranglisten.

Søren Kjeldsen tager et spring på hele 198 pladser, så han rangerer som nummer 105 i verden.

Dermed er han næstbedste dansker på den seneste verdensrangliste.

Søren Kjeldsen vandt Irish Open efter omspil mod østrigeren Bernd Wiesberger og englænderen Eddie Pepperell.

Sejren indbragte danskeren omkring 3,1 millioner kroner.

Thomas Bjørn er bedste danske spiller på verdensranglisten med en placering som nummer 75. Dermed er han faldet tre placeringer på ranglisten i forhold til for en uge siden.

Verdensranglisten toppes fortsat suverænt af Rory McIlroy.

/ritzau/

Dagens Gossip