Søren Knudsen fik Kulturprisen 2012 i Ringkøbing-Skjern Kommune

Prisen gik til Søren Knudsen, primus motor bag det rytmiske spillested Generator og formand for foreningen MedSpil.

Søren er 35 år og flyttede for 3 år siden til Ringkøbing, hvor han straks blev engageret i at få et rytmisk spillested stablet på benene.

Kulturudvalgsformand Kristian Ahle overrakte prisen:
- I mere end 15 år har man drøftet muligheden for at få lavet et rytmisk spillested i Ringkøbing. Der har været mange forskellige initiativer og der er blevet lavet mange fine tiltag, men det lange seje træk blev først endelig forløst i 2009, da Søren Knudsen steg af toget, siger Kristian Ahle, og fortsætter:

- Ved et møde om et rytmisk spillested, blev Søren Knudsen formand, for den nystiftede forening MedSpil, og to år senere, kunne dørene til det rytmiske spillested Generator slås op i nogle fantastiske rammer, i det gamle elværk, siger Kristian Ahle.

Søren har en stor passion for den rytmiske musik og med en stærk og smittende tro på, at ting kan lykkes, har han i spidsen for Medspil fået sat handling på mange års tanker og snak om et rytmisk mødested for unge i Ringkøbing.

Det er Søren, der er den første på pletten, når der skal være arrangement. Det er ham, der rykker ud med spand og klud, når en feststemt koncertgæst har et uheld med drikkevarerne og det er selvfølgelig også Søren der lukker og slukker når den sidste tone for længst er slut.

- Kort sagt, man kan ikke finde nogen mere værdig prismodtager, slutter Kristian Ahle.

Dagens Gossip

Dagens TV