Søren Larsen opgiver og stopper karrieren nu

AGF-angriberen Søren Larsen stopper karrieren på topplan med øjeblikkelig virkning.

Den tidligere landsholdsspiller har en bruskskade i det ene knæ og meddelte tidligere på måneden, at han ville stoppe som professionel fodboldspiller til sommer. Håbet var, at han kunne bidrage i AGF i foråret, men det håb er nu opgivet.

Knæet har ikke kunnet klare belastningen ved blot et minimum af træning på AGF's træningslejr i Tyrkiet. Derfor meddeler 32-årige Larsen og AGF på klubbens hjemmeside, at angriberen stopper med øjeblikkelig virkning.

- Jeg syntes, jeg skyldte AGF, klubbens fans og mig selv at give det en sidste chance. Desværre gik den ikke, for knæet har det rigtig skidt. Det er rigtig ærgerligt at stoppe nu.

- Jeg spillede alle kampe i efteråret og havde det godt, og jeg følte faktisk, at jeg havde mindst én god sæson og en del mål i mig endnu. Omvendt er jeg ikke ked af det, for jeg har udlevet mine drømme i fodbolden og nydt min karriere, siger Søren Larsen.

Han nåede 68 kampe og 24 mål i AGF. På landsholdet nåede han 20 kampe og 11 mål.

- Søren har hele vejen igennem været topprofessionel - også her til sidst, hvor han imod alle odds blev ved med at kæmpe for at få de sidste spilminutter. Jeg havde håbet, at det ville lykkes ham - både for hans egen og for AGF's skyld, siger sportschef Brian Steen Nielsen i pressemeddelelsen fra AGF.

- Han har scoret mange og vigtige mål for os og har i det hele taget sat sig meget positive aftryk i klubben, siger han.

Larsen nåede vidt omkring i karrieren. Efter et par tunge år i Brøndby som ung professionel, tog karrieren fart, da Larsen spillede en halvsæson med stor succes i den svenske klub Djurgården.

Han kom på det danske landshold, hvor han straks leverede en række scoringer og blev i 2005 belønnet med en kontrakt med Schalke 04 i den tyske Bundesliga.

Efter en flot start i storklubben røg Larsen ned i Schalkes angriberhierarki og skiftede i 2008 til Toulouse i Frankrig.

Her blev det til tre mislykkede år, inden han i 2011 vendte tilbage til dansk fodbold og skrev kontrakt med AGF.

/ritzau/

Dagens Gossip