Søren Malling: Man skal turde give den gas

Skrevet af admin

18/12/2015

Dagens topnyheder

Der kommer ofte voldsomme og stærke følelser i spil i tv-serier og spillefilm.

Det var også tilfældet for skuespilleren Søren Malling, da han indspillede scenerne til den nye børneserie "Losers United", hvor han spiller en hysterisk fodboldtræner med et særdeles hidsigt temperament. Og når de voldsomme reaktioner skal i kassen, er det vigtigt, at man som skuespiller ikke er bange for at give alt, hvad man har.

- Jeg er ikke bange for bare at lukke op for sluserne, og så må det bære eller briste. Man skal turde give den gas, og man må ikke være bange. Jeg er ikke nervøs for at kaste mig ud i noget, der måske virker fuldstændigt overdrevet, siger han og fortsætter:

- Hvis man er nervøs eller bange for det, så bliver det svært at komme i gang. Det er klart, at man kan få nogle ordentlige hak i tuden, hvis man kaster sig ud fra timetervippen, men til gengæld kan der også komme noget fedt ud af det.

Det har ikke altid været ligeså naturligt for den 51-årige skuespiller at kaste sig hovedkulds ud i de nye udfordringer. Det er kommet i takt med erfaringen, og de mange projekter, han har lavet i sin karriere.

- De seneste 10-15 år af mit skuespillerliv har jeg haft en dagsorden, der hedder, at jeg er nødt til at gå all-in hver gang, ellers kan jeg ikke mærke, hvad det handler om. Det er en drivkraft for mig. Jeg sørger udfordringen optimalt, så er det sjovest for mig selv, siger han.

Søren Malling har spillet med i flere populære tv-serier som "Forbrydelsen", "Borgen" og "1864" og høstet stor ros for sine roller i spillefilm som "Kapringen" og "Mænd og Høns". Hans roller spænder bredt fra den bidske og alvorlige mand til sjovere og lidt absurde roller.

- Den der vekselvirkning kan jeg meget godt lide. Jeg tror, at den er sund for mig, for at jeg ikke kommer til at gro fast. Jeg kan godt lide at udfordre mig selv ved at skifte bane en gang imellem, siger han.

Ligegyldigt hvilken rolle, han spiller, så kan han godt lide, når det bliver lidt absurd, og han er ikke bange for at skrue helt op for skuespillet, for instruktøren kan jo altid bede ham om at skrue ned igen, hvis det bliver nødvendigt.

- Det, der tænder mig, er at vende ting på vrangen og lige præcis gøre dem lidt for meget, for det er med til at synliggøre de absurde i situationerne. Virkeligheden er ekstrem og absurd nogle gange, og på film og tv skal den lige have lidt ekstra, for at folk opfatter det, siger han.

Søren Malling kan opleves som den temperamentsfulde fodboldtræner Køter, der ikke går af vejen for at råbe og skrige af sine elever, i den nye børneserie på TV2.

/ritzau/FOKUS