Søren Pape stiller ultimative krav til regeringsgrundlag

Nulvækst bliver fremtidsscenariet for velfærden, hvis det bliver en borgerlig regering, der kommer til efter valget.

Det spår Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro, efter at De Konservative har fremsat krav om blandt andet nulvækst for at indgå i en borgerlig regering efter valget.

- Nu er status i blå blok, at Venstre og De Konservative ønsker nulvækst, Liberal Alliance vil have minusvækst, mens Dansk Folkeparti ikke vil stille betingelser for at pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister, siger Maja Panduro til Ritzau.

- Så jeg tror roligt, at man kan regne med, at nulvækst er fremtidsscenariet for vores velfærd, hvis blå blok har flertal efter valget.

Den konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, stiller i en kronik i Berlingske tre ufravigelige krav, hvis hans parti skal være med i en fremtidig regering.

For det første må den offentlige sektor ikke vokse sig større. Han vil have sænket skatter og afgifter, og så vil han gøre op med nogle af de regler, der giver offentlige myndigheder adgang til privat ejendom.

Specielt nulvæksten kan blive svær at få igennem hos de andre borgerlige partier. Dansk Folkeparti mener, at en offentlig vækst på 0,8 procent vil være passende.

- Det er soleklart, at vi er meget uenige med De Konservative om nulvækst, siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, til Berlingske.

Politisk ordfører Inger Støjberg (V) er enig med De Konservative i deres ønske om nulvækst og skattelettelser, men længere vil hun ikke gå. Det er for tidligt at forhandle at regeringsgrundlag, siger hun til avisen.

Inger Støjberg vil ikke bindes op på løfter om nulvækst og skattelettelser i næste valgperiode, hvis Venstre vinder valget.

- Jeg synes, Helle Thorning-Schmidts ageren op til sidste valg viser, at når man uddeler klokkeklare løfter, som man efterfølgende ikke kan holde, så giver det bagslag og berettiget mistillid til politikerne, siger hun til Berlingske.

/ritzau/

Dagens Gossip