Søren Pind bryder årelang tradition med valget af nye politidirektører

Landets øverste stillinger inden for politiet kommer ikke længere til kun at være besat af jurister og personer med erhvervsmæssig erfaring fra politiet.

Justitsminister Søren Pind (V) har udnævnt fire nye politidirektører til landets politikredse, og med de udnævnelser gør han op med en årelang tradition hos politiet.

Stillingen som politidirektør i Sydøstjyllands Politi bliver således besat af chefpolitiinspektør Jørgen Abrahamsen. Det er første gang, at en person uden juridisk eksamen udnævnes til jobbet, og udnævnelsen glæder Politiforbundet.

- Det er helt fantastisk, siger forbundets formand, Claus Oxfeldt, til Ritzau.

- Det er meget positivt, at man sender det klare signal, at politifolk også kan bestride den øverste post i en politikreds.

- Fordommen om, at det altid vil være en jurist, der får jobbet som politidirektør, er dermed gjort til skamme. Det er godt, at man til et politijob vælger en person, der kender faget helt ud i detaljerne, siger han.

Også stillingen som politidirektør i Fyns Politi rummer en overraskelse.

Her har justitsministeren udnævnt dekan Kit Claudi Grøn-Iversen, der er uddannet cand.jur. og har været dekan for videreuddannelsen på professionshøjskolen UCC, men som ikke har beskæftiget sig med politiet i sit arbejde tidligere.

De to andre nyudnævnte politidirektører er vicepolitidirektør Anne Barbara Sidenius Tønnes, der bliver politidirektør i Midt- og Vestsjællands Politi.

Og Peter Møller Nielsen, der i forvejen har været ansat som politidirektør i Bornholms Politi, men som nu genansættes for de næste tre år.

- Det er vigtigt at holde fast i, at man skal vælge den bedste, lige meget om det er en jurist, en politiuddannet eller en anden, siger Claus Oxfeldt fra Politiforbundet.

Med sine udnævnelser har Søren Pind udnyttet en ny mulighed i politireformen fra 2007, hvor det blev gjort muligt, at politidirektører kan have en anden uddannelsesmæssig baggrund end en juridisk kandidateksamen.

/ritzau/

Dagens Gossip