Søren Pind: Offentligt ansatte bør ikke modtage gaver

Skrevet af admin

21/06/2016

Mest læste i dag

Tirsdag slog Bagmandspolitiet til i en stor aktion og sigtede i alt 27 personer i en stor sag om bestikkelse i det offentlige.

Sagen er en udløber af en anden stor sag fra sidste år, da Region Sjælland i maj anmeldte mulig bestikkelse til politiet. Det førte i juli til en større anholdelses- og ransagningsaktion mod en række personer.

Tirsdag har politiet så slået til igen. 26 af de 27 er nuværende eller tidligere offentligt ansatte, der er sigtet i samme kompleks.

De er mistænkt for at have modtaget gaver som mobiltelefoner, tablets og andet elektronisk udstyr. Der er tale om folk i blandt andet Rigspolitiet, Udenrigsministeriet og Forsvarets Efterretningstjeneste.

Justitsminister Søren Pind (V) udtaler efter aktionen, at det var "til nogen forbløffelse" for ham, da sagen sidste år kom frem.

- I Danmark skal vi fortsat være et af de mindst korrupte lande i verden, og aktionen i dag viser, hvor alvorligt myndighederne tager det, siger han i en udtalelse tirsdag eftermiddag.

- Udgangspunktet er, at offentligt ansatte ikke bør modtage gaver eller andre fordele fra borgere eller virksomheder i forbindelse med deres arbejde, fortsætter han.

/ritzau/