Søren Pind skal forklare sig om Tibet-sympatisører

Flere justitsministre har skullet forklare, hvordan politiet opførte sig ved den kinesiske præsidents besøg i 2012.

Og nu kommer turen til Søren Pind (V).

Enhedslisten kalder ham i samråd efter Østre Landsrets dom tirsdag.

Her fastslår landsdommerne, at politiet flere gange "udfoldede bestræbelser på at hindre personer i at holde det tibetanske flag op, så det var synligt for den kinesiske præsident."

Retten skulle afgøre, om seks borgere ulovligt blev frihedsberøvet. Det var kun tilfældet i én sag.

Men landsretten har ikke ikke taget stilling til, om betjentene krænkede borgernes ret til ytrings- og forsamlingsfrihed.

Nu ønsker Pernille Skipper fra Enhedslisten en detaljeret redegørelse om "politiets forholdsordre."

- Jeg har tidligere haft den daværende justitsminister, Morten Bødskov, i samråd i retsudvalget, hvor han afviste, at politiet generelt var instrueret i at forhindre fremvisning af det tibetanske flag, siger Pernille Skipper.

- Landsdommerne sætter et stort spørgsmålstegn ved, om det er sandt.

- Hvis det er rigtigt, at de danske myndigheder bevidst har begrænset ytringsfriheden og demonstrationsretten for at sikre gode og profitable handelsrelationer med Kina, er det et stort problem i et land, hvor vi ellers på alle måder hylder ytringsfriheden, siger hun.

Københavns Politi har flere gange afvist, at der generelt blev givet ordre til betjentene om at fjerne flag fra fredelige borgere. Alligevel skete det i flere tilfælde.

Senest fik retsudvalget denne besked fredag i Justitsministeriets orienteringsskrivelse.

Afvisningen formuleres, så der "fortsat ikke er fremkommet oplysninger om, at der i forbindelse med statsbesøget af Københavns Politi mere generelt er givet instrukser om fratagelse af tibetanske flag."

/ritzau/

Dagens Gossip