Søren Pind tav om korrupt afghansk minister

Sagen handlede om en af Danmarks nærmeste samarbejdspartnere, minister for landdistriktsudvikling Jarullah Mansoori, der fra sin første dag på posten viste sig at være dybt korrupt.

Landbrugsområdet er et af hovedfokuspunkterne for den danske støtte.

»Det var en sag, vi tog meget alvorligt,« siger Søren Pind til avisen.

Alligevel valgte han at holde sagen hemmelig for Folketinget.

»Jeg orienterede Rigsrevisionen, og det må vel være godt nok,« siger Søren Pind.

I Afghanistan afviser Jarullah Mansoori, at han nogensinde har haft konflikter med Danmark eller andre donorlande om sin embedsførelse.

»I min tid som minister har jeg aldrig haft nogen uoverensstemmelser med donorer,« skriver han i et svar til Information.

Avisen har fået aktindsigt i en stribe dokumenter fra Udenrigsministeriet, som tegner et andet billede.

32-årige Manssori tager sig fra starten godt af retterne. Han konfiskerer en pansret FN-bil til eget brug, tvinger en medarbejder til at udbetale 100.000 kroner til en ny luksuslejlighed og forsøger at få yderligere 110.000 kroner til et passende møblement. Medarbejderen nægter, hvorefter han bliver fyret.

Derefter ansætter ministeren sine personlige venner på nøgleposter til gengæld for »politisk og økonomisk støtte«, som det hedder i en ambassadeindberetning.

»Det var et overordentligt vigtigt ministerium, som var i fare for at kuldsejle,« siger Gorm Pedersen, programkoordinator på den danske ambassade i Kabul i 2008-2011.

»Det var jo netop udviklingen af landområderne, som skulle få afghanerne til at støtte regeringen i stedet for Taleban.«

Efter lang tids pres fra donorlande og indgriben fra præsident Karzai indvilger Jarullah Mansoori i at betale pengene tilbage, aflevere bilen og stoppe nepotismen, men den vigtige ministerpost får han lov at beholde helt frem til marts 2012 og er i dag viceminister i det afghanske transport- og luftfartsministerium.

Per Stig Møller (K), der er formand for udenrigsudvalget mener, at Folketinget bør orienteres om den slags store korruptionssager.

»Det er klart, at enten vi eller Finansudvalget skal orienteres, når det handler om større sager, hvor der er gået penge tabt,« siger han.

Dagens Gossip