Søren Pind vil have undersøgelse af voldtægtsmænd

Skrevet af admin

15/01/2016

Mest læste i dag

Efter beretninger om massevis af krænkelser og seksuelle overgreb fra udenlandske mænd i blandt andet Tyskland og Sverige, får voldtægtssager nu også nyt politisk fokus i Danmark.

Justitsminister Søren Pind (V) vil lancere en række initiativer, der skal ændre på forhold, hvor personer fra andre kulturer overtræder danske love og normer, skriver Jyllands-Posten.

Blandt initiativerne er en undersøgelse af profiler af gerningsmænd til voldtægter.

Det skal blandt andet give viden om, hvorfor personer med udenlandsk baggrund er overrepræsenterede i gruppen af dømte voldtægtsmænd i Danmark.

- Jeg vil have sat ansigt på voldtægtsmændene i den forstand, at det skal undersøges, i hvilket omfang der kan ligge kulturelle forhold i kvindesynet til grund for voldtægten.

- Det er nødvendigt at få helt detaljerede profiler af gerningsmændene, for først, når man kender eventuelle mønstre, kan man sætte ind med den rigtige forebyggelse, siger Søren Pind til Jyllands-Posten.

Det er Justitsministeriets Forebyggelseskontor, der skal lave analysen, der ventes at være færdig i løbet af året.

Generende opførsel og ubehagelige tilnærmelser er lige nu et brandvarmt emne i Europa, siden der er poppet sager op fra Köln og senest Stockholm, hvor kvinder har følt sig generet af udenlandske mænd.

Også i Danmark har kvinder følt sig forulempet.

Blandt andet har kvinder i Thisted givet udtryk for, at de følte sig generede af mænd fra et lokalt asylcenter.

Det har nu fået politiet til at love, at de vil patruljere mere omkring værtshusmiljøerne i Thisted.

/ritzau/