Søren Rieks sender Göteborg tilbage på duksepladsen

Lørdag hoppede Norrköping forbi IFK Göteborg i tabellen i Allsvenskan, men søndag sørgede Søren Rieks for, at førstepladsen kun var til låns.

Den danske angriber scorede målet til 1- 0 første halvleg, da Göteborg hjemme på Gamla Ullevi besejrede Gefle med 3-0.

Dermed er holdet tilbage på førstepladsen, som de kan komme til at dele med Elfsborg, hvis holdet fra Borås vinder senere søndag.

Søren Rieks har vist god form for sin svenske klub på det seneste, og med scoringen mod Gefle er han nu oppe på otte sæsonmål i ligaen.

De øvrige scoringer for Göteborg blev sat ind af Riku Riski og Emil Salomonsson efter pausen.

Mads Albæk spillede hele kampen for Göteborg, hvor han fik raget et gult kort til sig, mens Jakob Ankersen måtte overvære hele kampen fra bænken.

For taberne fra Gefle var der fuld spilletid til den danske forsvarsspiller Martin Rauschenberg, der tidligere har spillet i Esbjerg.

/ritzau/

Dagens Gossip