Søren Ryge fyldte kantinen – to gange

På forhånd var spændingen stor – ville Søren Ryge sælge billetter. Ganske vist ser flere hundrede tusinde hans programmer, og han stammer fra det sønderjyske, men hvor stor ville interesse for at opleve ham live være. Svaret er klart – meget stor.

Da »Land & Liv«-udvalget i Sønderjysk Landboforening præsenterede den 68-årige tv-mand tirsdag, var det ikke nok med en optræden. Han måtte på gulvet to gange. Billetterne til den planlagte forestilling i foreningens kantine tirsdag aften var hurtigt solgte, men det lykkedes at få Søren Ryge til at komme nogle timer tidligere og lave to foredrag.

Og meldingen er klar:

- Det er svært at få armene ned igen, lyder det fra formanden for udvalget, Jette Jacobsen, da vi taler med hende en times tid efter den anden forestilling.

Samlet fik ca. 330 mennesker lejlighed til at opleve Søren Ryge live, og det blev en stor oplevelse både eftermiddag og aften.

- Trods et hårdt program, hvor han ikke havde meget luft til pauser, blev det to fantastiske foredrag. Han var virkelig veloplagt, så det blev et dejligt arrangement, fortsætter Jette Jacobsen, der samtidig erkender, at der trods to foredrag ikke var plads til alle – nogle måtte henvende sig forgæves om køb af billetter.

Søren Ryge har lavet fjernsyn gennem 36 år, og det var ikke hans haveprogrammer, der prægede besøget i Vojens. Det var derimod udsendelserne om de mere skæve eksistenser, som den populære tv-mand havde på programmet.

- Jeg kan bedst lide at lave udsendelser om ældre mennesker på landet, og det startede faktisk med mine naboer Anders og Julius for mere end 20 år siden, fortalte en veloplagt Søren Ryge, der tydeligvis har ordet i sin magt.

Han talte kærligt og længe og behøvede ikke bruge ordet »øh«, som de fleste af os må bruge, når vi står foran en forsamling og skal tale i et par timer. Det problem har Søren Ryge ikke. Det er ikke uden grund, at han har modtaget modersmålsprisen.

Foredragene viste også, at Søren Ryge ikke lægger skjul på sin sønderjyske opvækst. En del af arrangementet foregik på sønderjysk, og han havde mange erfaringer fra netop Vojens. Han fortalte bl.a. om efterskolen og sin hustru, der også stammer fra netop Vojens.

Dagens Gossip