Sørgende mødes til stilhed og bøn i stormoské i Paris

Skrevet af admin

16/11/2015

Dagens topnyheder

For anden gang i år har franske muslimer været vidne til, at radikaliserede islamister har slået til i gaderne af Paris, da flere angreb fredag aften kostede mindst 129 livet og sårede 352.

Muslimske ledere fordømte omgående angrebene og gav den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat skylden for massakren, som på ny har skræmt borgerne i den franske hovedstad.

Ved middagstid mandag blev der holdt et minuts stilhed verden over af respekt for de døde, og scenen gentager sig foran stormoskéen i Paris, hvor sørgende muslimer og lederen af moskeen giver udtryk for deres afsky over angrebene.

Foran den 89 år gamle, hvide moské, møder Ritzaus udsendte journalist en kvindelig studerende fra Algeriet som iklædt vinrødt tørklæde og blå skoletaske er på vej for at bede for de døde.

- Jeg er selvfølgelig trist, det ødelægger harmonien mellem folk, som bor her. Hændelsen er en trussel mod samfundet, siger Zohra Bouanaka og holder en pause i talestrømmen, mens hun snøfter.

- Jeg er ikke bange for nye angreb, men det smerter mig, at folk tror på den slags, siger hun og tørrer næsen med et lommetørklæde.

Kort efter træder moskeens ledere ud på trappen foran og holder et minuts stilhed klokken 12, som bliver fulgt op af en kort bøn og et musikalsk uddrag fra den franske nationalsang La Marseillaise.

Bag lederne og personalet overværer en håndfuld troende højtideligheden fra moskéen, som har en minaret på 33 meter.

Bagefter inviterer Dalil Boubakeur, leder af moskéen og tidligere leder af det franske råd for den muslimske tro, CFCM, de fremmødte journalister ind i et aflangt mødelokale med bløde, gyldne stole og sofaer, hvor han sætter sig for bordenden.

Han slår fast, at det muslimske mindretal har mødt hjælpsomhed fra myndighederne.

- Min tanke er, at terrorisme har været til stede i mange år, men vi troede ikke, at man kunne angribe som i fredags.

- Der er terror overalt i verden. Vi var måske naive, men vi troede ikke, at det kunne finde sted på den måde i Frankrig. Men franskmænd stod bag, og måske har vi været naive, siger han.

Franske myndigheder mener, at mindst én gerningsmand var født i Frankrig.

- I dag har jeg hørt, at børn er bange for at gå i skole. Kvinder er bange for at gå på markedet. Situationen er alvorlig, siger han.

Han opfordrer imamer til at deltage i en "højtidelig bøn" på fredag til minde om de døde.

I en anden afdeling af moskeen iler forsinkede troende mod bedelokalet, som er beklædt med muslimske ornamenter. Snart starter bønnen.

Nogle er iklædt åbne sandaler, andre sko, som de tager af, inden de træder ind på det lysegrønne gulvtæppe for at vise deres respekt gennem bøn.

/ritzau/