Søskendeband: Vi kan ikke undgå skænderier

Skrevet af admin

27/06/2015

Dagens topnyheder

De er unge, musikalske og talentfulde - og så er medlemmerne i bandet Echosmith også søskende.

De fire amerikanere slog for alvor igennem med nummeret "Cool Kids", og siden har der været fuld fart på karrieren for 16-årige Graham Sierota, der er trommeslager, 18-årige Sydney Sierota, der er bandets kvindelige forsanger, 19-årige Noah Sierota, der spiller bas og synger, og 22-årige Jamie Sierota, der er guitarist og sanger.

De fire voksede op i en musikalsk familie, og spillede fra de var helt små flere instrumenter hver især. Da en ven af familien en dag manglede et band til et show, tilbød de fire søskende at prøve at stille op som band. Det er otte år siden, og nu turnerer søskendebandet verden rundt. 

Men de tætte søskenderelationer og det professionelle samarbejde kan godt give anledning til skænderier. Det fortæller gruppen til Ritzau Fokus i forbindelse med deres koncert på Tinderbox-festivalen i Odense.

- Der er dage, hvor vi skændes en million gange over småting. Det går mest på, hvor vi skal spise, hvem der har stjålet opladeren til ens telefon eller høretelefoner, siger Sydney Sierota og bliver suppleret af sin ene storebror:

- Det er sjovt at drille hinanden, og som søskende bliver man jo lidt nødt til det. Vi ved virkelig, hvilke knapper vi skal trykke på, hvis vi vil genere hinanden, men det er også vigtigt, at vi ikke gør det for meget, især når vi er på turné, siger Jamie Sierota. 

Selvom skænderierne med gruppens egne ord er "uundgåelige", så er der alligevel flere fordele ved at være et familieband, fremhæver de.

- Det er meget trygt. Der er mange bands, som skal lære hinanden at kende, men det behøver vi ligesom ikke, så det er én ting mindre, vi skal koncentrere os om, siger Jamie Sierota.

- Vores relationer til hinanden udvikler sig også nu, fordi vi rejser sammen og ser fantastiske steder, samtidig med at vi skal forholde os til det mere forretningsmæssige. Vi lærer nu, hvad det vil sige at kende hinanden på en voksen måde, og vores søskenderelation bliver dybere, tilføjer Noah Sierota.

Og så er jalousi mellem søskende heller ikke et fænomen, som de fire kender til, forklarer bandet.

- Det er utroligt at kunne dele det her med hinanden og noget, vi kan være stolte af. Vi laver alle sammen det samme og kan ikke blive jaloux på hinanden, griner Jamie Sierota.

Echosmith gav fredag eftermiddag koncert på den nyåbnede Tinderbox-festival.

/ritzau/FOKUS