Søvndal afviser boykot af vinter-OL i Rusland

»Man skal møde op, når der er forhold, man ikke mener, er, som de skal være,« siger Villy Søvndal ifølge dr.dk.

Rusland er næste år vært for de olympiske vinterlege, og de russiske myndigheder har i de seneste uger sendt blandede signaler om, hvorvidt Ruslands nyligt vedtagne lov mod »homoseksuel adfærd« vil blive håndhævet i de to uger, vinterlegene står på.

Loven, der blev vedtaget den 30. juni i Rusland, gør det muligt at straffe såkaldt propaganda for homoseksuel adfærd med to ugers fængsel eller bødestraf på op til 170.000 kroner.

»Vi skal bruge lejligheden i Rusland til at kritisere de forhold, vi ikke finder tilfredsstillende. Men der skal også være proportioner i det hele, og så vidt jeg ved, har vi i Danmark aldrig tidligere boykottet et OL. Og guderne skal vide, at der har været afholdt OL i lande, hvor situationen har været mere betændt, end den er i Rusland lige nu,« siger Villy Søvndal ifølge dr.dk.

Udenrigsministeren afviser over for TV-Avisen, at den danske regering er med til at blåstemple den kontroversielle lov ved at møde op til OL og sidde side om side med Putin.

»Vi blåstempler ikke, og derfor kritiserer jeg også det russiske styres syn på homoseksualitet. Man kan også spørge, hvilken virkning ville det have, hvis der var en åbningsceremoni uden en eneste dansker? Vi påvirker bedst ved at være til stede - ikke ved at trække os,« siger Villy Søvndal til TV-Avisen.

Den Internationale Olympiske Komite (IOC) sætter sin lid til, at loven bliver sat ud af kraft, så atleter og tilskuere – uanset seksuel orientering kan bevæge sig frit.

Retten til idræt uden diskrimination er afgørende, understreger IOCs repræsentant i Danmark, kronprins Frederik i en email til Politiken.

»Hvis enkelte grupper diskrimineres, er det et brud på det olympiske charter, den olympiske ånd og ikke mindst den kontrakt, ethvert værtsland indgår med IOC. Dette har IOCs præsident gjort klart over for de russiske arrangører«, skriver kronprinsen.

Dagens Gossip

Dagens TV