Søvndal afviser at presse Rusland i pirateri-sag

»Mit og Udenrigsministeriets fokus er i denne sag en eneste ting: Hvordan hjælper vi bedst den danske kvinde, som er kommet i klemme her. Så når jeg bliver spurgt, om jeg vil blande mig og gøre det til en politisk sag, så er det det, jeg har for øje,« siger udenrigsministeren i en skriftlig meddelelse.

»Erfaringerne viser, at det sjældent giver resultat at forsøge at påvirke andre landes retssystemer politisk i denne type sager. Det ville vi næppe heller acceptere her i Danmark. Så vi vurderer på nuværende tidspunkt ikke, at vi tjener hendes interesser bedst og øger sandsynligheden for en hurtig løsladelse, hvis vi gør det her til en politisk sag.«

Den danske kvinde Anne Mie Roer Jensen er blandt 30 aktivister fra 18 forskellige lande, der i september blev anholdt af de russiske myndigheder, efter at to aktivister var kravlet om bord på et af energiselskabet Gazproms olieboreplatforme i Arktis nord for Rusland.

Torsdag morgen blev hun som den 15. aktivist tiltalt for pirateri af en domstol i Murmansk, og ud på eftermiddagen skrev flere internationale medier, at de resterende 15 aktivister havde modtaget den samme tiltale.

Afvisningen fra udenrigsministeren af at gøre sagen politisk kommer, efter nyheden om tiltalen for pirateri mod den danske statsborger torsdag fik politikere fra flere fløje op af stolen.

»Med sigtelsen af en række Greenpeace-aktivister for pirateri står det klart, at der ikke er nogen grænser for, hvad Rusland vil gøre for at knægte protesterne mod Ruslands uforsvarlige boring efter olie i det arktiske område. Derfor er det helt utilgiveligt, hvis den danske regering opretholder sin passivitet i denne sag,« siger Enhedslistens miljøordfører Per Clausen (Ø).

I Dansk Folkeparti tager udenrigsordfører Søren Espersen (DF) afstand fra Enhedslistens opfordring og afviser, at det bør udvikle sig til en politisk sag mellem Danmark og Rusland.

»Hver eneste gang Greenpeace kommer i knibe efter at have hoppet om bord på en olieplatform eller et skib, så kommer de og jamrer,« siger han.

»Når man går ind på russisk territorium og foretager sig en ulovlig handling, så er det russisk lov, der gælder. Det, tror jeg, Greenpeace har glemt at fortælle vores danske aktivist - altså hvis du gør det her, så risikerer du at komme i fængsel i 15 år og blive kaldt pirat resten af dine dage. Det er Greenpeace, der har det store ansvar.«

Villy Søvndal påpeger, at Udenrigsministeriet gør, hvad man kan for at hjælpe den danske kvinde på andre måder.

»Vi har blandt andet sendt en medarbejder fra ambassaden ud for at besøge og hjælpe danskeren derovre, ligesom Udenrigsministeriet er i kontakt med de nærmeste pårørende i Danmark. Vi følger sagen meget tæt og holder øje med, at alt går efter bogen,« siger han.

Anne Mie Roer Jensen blev i sidste uge varetægtsfængslet i 60 dage.

Dagens Gossip