Søvndal: Blodbad i Syrien skal straffes

Antallet af syriske flygtninge, der er tvunget på flugt fra deres borgerkrigshærgede hjemland, er nu oppe på én million.

Siden konflikten brød ud for tre år siden, er antallet af flygtninge steget støt. Mange har søgt tilflugt i Syriens nabolande, hvor de lever en trøstesløs tilværelse i relativ sikkerhed.

FN advarer om, at det høje antal flygtninge er en katastrofal udvikling, der vil få store konsekvenser for både Syrien og dets befolkning.

Fire millioner mennesker har behov for humanitær hjælp inde i Syrien, og samtidig vokser antallet af mennesker, der flygter fra borgerkrigen, uge for uge.

Ifølge udviklingsminister Christian Friis Bach (R) rapporterer FN, at den humanistiske adgang inde i landet på det seneste er blevet en smule bedre.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) mener, at det er dybt beskæmmende, at vi i dag runder en million flygtninge i Syriens nabolande.

- At det er kommet så vidt er desværre udtryk for, at konflikten bliver ved at udvikle sig i en negativ retning, siger udenrigsministeren.

- Respekten for helt fundamentale menneskerettigheder og international folkeret trædes under fode fra flere sider. Sådanne grusomheder må ikke ske ustraffet. De skyldige for overtrædelserne - fra alle sider - må stilles til ansvar.

Kun FN's Sikkerhedsråd kan oversende situationen i Syrien til den Internationale Krigsforbryderdomstol.

Udenrigsministeren opfordrer til, at alle medlemmer af sikkerhedsrådet lever op til deres særlige ansvar og adresserer spørgsmålet uden tøven.

Syrerne begyndte at flygte fra deres hjem, efter at præsident Bashar al-Assads soldater for snart to år siden begyndte at skyde mod demonstranter, der krævede demokrati.

Mere end 70.000 mennesker er døde i konflikten.

/ritzau/

 

Dagens Gossip