Søvndal: Det er en hyldest til den multilaterale verden

Skrevet af admin

11/10/2013

Dagens topnyheder

Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) løb med Nobels fredspris 2013. Og udenrigsminister Villy Søvndal (SF) ser tildelingen som en hyldest til den multilaterale verden.

- Jeg mener, det er et meget logisk valg. Det er jo den organisation, der står for at sikre, at de kemiske våben kommer ud af Syrien. Det er et kæmpestort skridt frem i den her verden, hver gang vi får destrueret et kemisk våben, siger ministeren til TV2 News.

At valget faldt på OPCW blev offentliggjort på et pressemøde i Oslo fredag. Og det er netop organisationen med hovedsæde i Haag i Holland, der spiller en stor rolle i fjernelsen af de kemiske våben i Syrien.

189 af verdens lande er medlemmer af OPCW - heriblandt Danmark. Samlet repræsenterer organisationen 98 procent af verdens befolkning.

- Det er en hyldest til den multilaterale verden. Jeg var i FN for nogle uger siden, hvor vi oplevede et FN, der stod helt central i forbindelse med konflikten i Syrien, siger Villy Søvndal.

Han mener, at verden nu er et sted, hvor der er vilje til at agere i vanskelige situationer.

- Jeg synes, at det, vi har set indtil nu, går i den hastighed, vi kunne forvente. Syrien har redegjort for den mængde kemiske våben, de har - og så må vi se, om det holder, siger ministeren.

Villy Søvndal udnævnte onsdag en særlig repræsentant - Ivan Nielsen - der skal varetage kontakten til den syriske opposition for at styrke den.

- Men vi skal bare huske, at selv om vi får de kemiske våben ud, så har vi ikke løst konflikten i Syrien. Jeg var dernede i går. Og vi har stadig en kæmpe opgave med at sikre, at de her mennesker får et håb - får en fremtid, lyder det fra ministeren.

/ritzau/