Søvndal er forundret over udbrydere

Udenrigsminister Villy Søvndal kommenterer nu de seneste dages dramatiske begivenheder i SF, hvor tre fremtrædende medlemmer har valgt at skifte over til Socialdemokraterne.

- Jeg må godt nok indrømme, at jeg undrede mig og blev ked af det i går i New York, da jeg hørte, at Jesper ville forlade SF. Og min undren blev ikke mindre, da Emilie og Nanna fulgte efter i dag, skriver SF's tidligere formand på Facebook onsdag aften.

Søvndal nævner, at han egentlig ikke havde tænkt sig at kommentere Jesper Petersen, Emilie Turunen og Nanna Westerbys udmeldelser.

- Men når jeg tænker efter, så må jeg sige, at jeg undrer mig og ærgrer mig. Jeg ser ikke personligt det SF, jeg stod i spidsen for at føre i regering, afgørende anderledes end det SF, som Annette nu fører videre, forklarer han.

- Ikke at alt er uforandret. Men grundlæggende er det SF, jeg kender og holder af, fortsat et bredt favnende og rummeligt folkeparti, der forandrer sig i takt med tidens udfordringer, men bevarer sin kerne af solidaritet og fællesskab.

Villy Søvndal erkender i sin kommentar, at udmeldelserne er en udfordring for SF i forhold til de to øvrige regeringspartier.

- Vores rolle er at trække regeringen så langt i vores retning som muligt, og det bliver sværere, når vi er færre til det, konstaterer han.

- Vi har prøvet at lave en tredje vej mellem Socialdemokraternes manglende lyst til for alvor at udfordre højrefløjen og Enhedslistens manglende lyst til at tage ansvar, slutter Villy Søvndal sit indlæg.

/ritzau/

Dagens Gossip