Søvndal følger udviklingen i Tyrkiet

»De fortsatte spændinger understreger behovet for tilbageholdenhed på alle sider og vigtigheden af at finde en løsning baseret på dialog og gensidig respekt. Fra dansk side vil vi selvsagt følge situationen nøje,« siger ministeren i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

Onsdag trak demonstranterne sig tilbage i millionbyen Istanbul efter at have været i voldsomme sammenstød med politiet, der benyttede sig af tåregas og vandkanoner for at neutralisere de oprørte masser.

Dagen gennem har et større oprydningsarbejde været i gang for at få fjernet minderne om en voldelig tirsdag på den historiske Taksim-plads. Men med 5000 sårede demonstranter tærer begivenhederne på Tyrkiets image som en demokratisk nation.

Det har hidtil været meningen, at premierministeren i Tyrkiet, Recep Tayyip Erdogan, skulle mødes med de grupper, der står bag demonstrationerne, men flere grupper har meldt fra til mødet, efter de voldelige konfrontationer har rystet flere større byer, herunder også hovedstaden Ankara. Alligevel håber Villy Søvndal, at samtale kan være vejen frem.

»Et åbent engagement i dialog frem for konfrontation er afgørende for at opbygge tillid og undgå yderligere eskalering,« udtaler han.

Dagens Gossip