Søvndal glæder sig over kurdisk våbenhvile

Oprørslederens opfordring glæder udenrigsminister Villy Søvndal (SF), der roser både tyrkerne og kurderne for at vise velvilje i bestræbelserne på at opnå en fredelig løsning af konflikten.

»Jeg håber meget, at udmeldingen i dag (torsdag, red.) vil være første skridt mod en varig løsning af det kurdiske spørgsmål,« siger udenrigsministeren i en skriftlig kommentar.

Han påpeger samtidig, at fredsprocessen endnu er meget skrøbelig, ligesom der er mange uafklarede spørgsmål. Men fra dansk side er der fuld opbakning til alle bestræbelser, der fører til fred, fastslår Villy Søvndal.

»Jeg opfordrer alle parter til at gøre alt, der er muligt, for at sikre en fredelig løsning - herunder også at undgå at give spillerum for dem, der måtte søge at hindre en fredelig løsning,« lyder det fra den danske udenrigsminister.

Det vides endnu ikke, hvad den tyrkiske regering er klar til at give kurderne til gengæld for en våbenhvile. Ifølge nyhedsbureauet AFPs oplysninger ventes det, at de 15 millioner kurdere i Tyrkiet får udvidede, konstitutionelle rettigheder, mens et større antal fanger med relationer til PKK løslades.

Dagens Gossip

Dagens TV