Søvndal har forbehold for dansk Syrien-angreb

Det er budskabet fra udenrigsminister Villy Søvndal (SF), der torsdag deltog i et møde i det Udenrigspolitiske Nævn, hvor partierne på Christiansborg diskuterede situationen i det borgerkrigshærgede Syrien.

»De (våbeninspektørerne, red) slutter af i morgen, og det er vigtigt, at de får lov til at runde deres arbejde af,« siger udenrigsministeren.

Et flertal i Folketinget har tilkendegivet, at man er parat til politisk opbakning til et internationalt angreb mod Bashar al-Assads regime, men Søvndal understreger, at Danmark endnu ikke har fået en henvendelse fra international side om, hvorvidt man vil tage del i en militær aktion, og derfor har man ikke taget stilling til den del.

»Det, vi har sagt, det er, at hvis og når FN-sporet er blokeret, og hvis dokumentationen for de kemiske våben er tydelige nok, så kan verden ikke bare kigge på. Og hvis en gruppe af lande i den situation vælger at handle, så er det klart, at efter at FN-sporet ikke er muligt, så er der stor forståelse for nødvendigheden af et angreb,« siger udenrigsministeren.

Spørgsmål: Hvad lægger du i politisk opbakning?

»Der er blandt Folketingets partier en villighed til at udtrykke tilslutning til, at hvis det, man foretager sig, i øvrigt er en aktion, der er proportional, som rammer militære mål, og som er tidsmæssigt afgrænset, så vil der formentlig være tilslutning blandt et stort antal af Folketingets partier,« siger Søvndal.

Spørgsmål: Hvordan kan I sige det, før I har resultatet?

»Det er også med de forbehold, at vi jo ikke kender den præcise militære indsats, og vi giver selvfølgelig ikke et carte blanche til at støtte alt muligt, der måtte komme. Vi vil se det, der måtte komme, og så tager vi stilling til, om Danmark vil deltage, og også hvad vi synes om det,« siger han.

Dagens Gossip

Dagens TV