Søvndal: Holger K. er engageret i verden

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Med udenrigsminister Villy Søvndals (SF) udtræden af dansk politik bliver den ministerrokade, der allerede tirsdag var en realitet med justitsminister Morten Bødskov (S) tvungne exit, en større kabale.

Det vides endnu ikke, hvem der kan tænkes at overtage Søvndals post i Udenrigsministeriet. Men direkte adspurgt, om Søvndals forgænger som formand for SF, skatteminister Holger K. Nielsen, ville være en god efterfølger, siger Søvndal:

- Jeg vil helst ikke kommentere på det. Men jeg vil gerne sige generelt om Holger, at vi har arbejdet rigtig tæt sammen. Vi har haft meget fortrolighed, og Holger er et menneske, der er engageret i verden og optaget af den, så på den måde har vi mange fællestræk, lyder det fra Villy Søvndal.

Søvndal overtog formandsposten tilbage i 2005, da Holger K. Nielsen dengang valgte at trække sig.

Sidste år kastede Søvndal så selv håndklædet i ringen og forlod sin post efter blot et år som leder af et regeringsparti. Men han valgte at fortætte som udenrigsminister.

Efter Søvndals farvel som partiets spydspids, fulgte en duel om formandsposten mellem Søvndals foretrukne kandidat, sundhedsminister Astrid Krag, og baglandets favorit, Annette Vilhelmsen, der i sidste ende sejrede stort i den dyst.

Som en af sine første embedshandlinger fik Vilhelmsen indsat Holger K. Nielsen som skatteminister og medlem af regeringens centrale koordinationsudvalg.

Det skete efter, at Søvndals tro væbner, Thor Möger Pedersen, havde set skriften på væggen og forladt politik med Vilhelmsens overraskende sejr.

/ritzau/