Søvndal i »alvorlig samtale« med egyptisk kollega

Det har udenrigsminister Villy Søvndal (SF) torsdag slået fast i en samtale med sin egyptiske kollega, Nabil Fahmy. Søvndal opfordrede blandt andet de egyptiske myndigheder til at udvise tilbageholdenhed og respekt for de ikke-voldelige tilhængere af den afsatte præsident Mohamed Morsi, der i de seneste uger har demonstreret i landets større byer.

»Det var en meget alvorlig samtale, vi havde, og jeg er helt sikker på, at det også blev opfattet sådan af den egyptiske udenrigsminister,« siger Villy Søvndal til TV 2 News.

Han understreger dog, at han ikke kan videreformidle hele samtalens indhold.

»Men jeg røber næppe nogen statshemmeligheder ved at sige, at han lagde skylden på Det Muslimske Broderskab. Der har været kirkeafbrændinger, og der er blevet dræbt rigtig mange politifolk i det her også, men det afgørende i vores samtale, synes jeg, var, at han forpligtede regeringen til at gøre to ting,« siger Villy Søvndal.

Den egyptiske udenrigsminister forsikrede ifølge Søvndal dels, at man arbejder på at kunne udskrive frie valg, og dels, at styret er meget optaget af at få en inkluderende politisk proces - dog uden deltagelse af »voldelige elementer«.

I forbindelse med de egyptiske myndigheders rydning af Morsi-tilhængere i to store protestlejre i Cairo er flere end 500 personer blevet dræbt siden onsdag. Den midlertidige regering har erklæret undtagelsestilstand og indført udgangsforbud om aftenen og natten.

»Jeg er helt sikker på, at alle i Egypten er chokerede over det, der er fundet sted over de sidste døgn. Det rammer Egypten på den politiske troværdighed, men først og fremmest på økonomien. Rejsevejledningen for alle nordiske lande er, et man lade være med at rejse til Egypten, fordi situationen simpelthen er for uforudsigelig,« siger Villy Søvndal.

Dagens Gossip