Søvndal kræver håndfaste beviser for kemisk angreb

Han henviser til situationen i forbindelse med Irakkrigen, hvor USA slog fast, at præsident Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, hvilket viste sig ikke at være korrekt.

»Jeg var med for ti år siden, da vi diskuterede Irak. Jeg tror, de fleste, der kan huske tilbage til den tid, kender min skepsis over for bevisførelse. For os er det helt afgørende, at der fremlægges meget håndfaste beviser på, at det er Assad-styret,« siger Villy Søvndal.

»Jeg vil ikke tage stilling til, hvilke form for beviser der kræves, men det afgørende er, at de er håndfaste,« siger han.

Udenrigsministeren understreger, at Danmark endnu ikke er blevet bedt om at gå med i en international aktion mod Syrien.

»Der er ikke noget nyt på den måde, at vi ikke har fået en anmodning om at deltage. Hvis vi får sådan en, så forholder vi os i sagens natur til den. Jeg tror, at de næste dage vil være præget af, at man vil fremlægge beviserne på, at det er Assad-styret selv, der har kastet de her kemiske stoffer og har været med til at dræbe uskyldige mennesker,« siger han.

Det er endnu uvist, hvordan et eventuelt angreb mod Syrien vil komme til at foregå, og derfor ønsker Søvndal ikke at komme med et bud på, hvordan man fra dansk side vil gribe det an.

»Jeg vil ikke gå ud og kommentere en aktion, som vi nuværende tidspunkt ikke ved, hvad ender med at blive, men det er klart, man skal være både blind og døv, hvis man ikke ser, at der gang i forberedelserne både fra amerikansk og britisk side og så videre,« siger han.

Dagens Gossip