Søvndal: Positivt at egyptisk militær ikke selv skal regere

»Det, der sker er ikke i overensstemmelse med den demokratiske drejebog, det er indlysende. Men modsætningerne var trukket så voldsomt op, at et eller andet måtte ske,« siger Villy Søvndal til TV2 News.

Den egyptiske general al-Sisi meddelte onsdag aften i en tv-transmitteret tale, at Morsi er afsat, og at præsidenten for forfatningsdomstolen indsættes som midlertidig præsident, indtil nyvalg til præsidentposten og parlamentet er afholdt.

»Måske havde Morsi udspillet sin rolle. Man kan jo ikke ligefrem beskylde han for at have lagt op til bred forsoning i forhold til hans egne magbeføjelser, domstolene eller for den sags skyld forfatningen,« siger Søvndal og understreger, at han ikke bakker op om et kup.

»Tingene var på vej i den forkerte retning. Men derfor støtter vi alligevel aldrig op om et militærkup. Men når militæret har den rolle, som de har, så er det til gengæld positivt, at de er bevidste om, at de ikke selv skal udøve magten,« siger Villy Søvndal til TV2 News.

»Det egyptsike militær har brændt fingrene nok gange på at skulle regere landet. Så hvis den her proces lykkes med en langt mere inddragende form, end den vi har set indtil nu, så kan man håbe på, at det her ender godt,« siger Søvndal.

Ifølge Reuters skal præsidenten for forfatningsdomstolen formelt indsættes som Egyptens præsident på torsdag.

Hærens plan indebærer samtidig en revision af landets forfatning og nedsættelsen af en komite, der skal arbejde for national forsoning.

Dagens Gossip