Søvndal roser FN-rapport om Syriens kemiske våben

»FNs generalsekretær og inspektionsholdet har ydet et meget stort og vigtigt stykke arbejde med uafhængigt at få fastslået brugen af kemiske våben. Det vil jeg gerne kvittere for. Det skal der nu følges op på,« udtaler Villy Søvndal i en skriftlig kommentar.

Han gør det samtidig klart, at den danske regering ikke er i tvivl om, at det er præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker, som står bag angrebet, som ifølge USAs efterretninger krævede 1.400 dødsofre.

»Rapporten siger ikke noget om, hvem der står bag anvendelsen af de kemiske våben. Det var heller ikke en del af inspektørernes mandat. Den række af beviser, der eksisterer ud over inspektørernes rapport peger dog kun i én retning: Regimet,« siger den danske udenrigsminister.

I weekenden blev USA og Rusland enige om, at Syriens kemiske våben skal være tilintetgjort senest i midten af 2014. Aftalen indebærer, at det syriske regime får en uge til at afgive detaljerede oplysninger om landets våbenarsenal, og samtidig skal et særligt inspektørkors fra FN have adgang til de områder, hvor regimet opbevarer masseødelæggelsesvåbnene.

Det er en vigtig aftale, mener Villy Søvndal, som også advarer imod at lette presset på Assad og hans regering.

»Jeg er glad for, at den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, og den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, i lørdags blev enige om en rammeaftale for international inspektion og destruktion af de syriske kemiske lagre. Den plan må nu omsættes i konkret handling uden forsinkelse. Det er vigtigt, at vi samtidig fastholder det hårde pres på det syriske regime. Det internationale samfund må ikke tillade, at regimet trækker processen i langdrag.«

Repræsentanter for regeringerne i Frankrig, USA og Storbritannien fastholder ligesom Villy Søvndal, at det er regimet i Syrien, som står bag angrebet 21. august.

Dagens Gossip

Dagens TV