Søvndal støtter hollandsk Greenpeace-sag mod Rusland

Skrevet af admin

21/10/2013

Dagens topnyheder

Danmark bakker op om den hollandske regerings initiativ til kræve 30 Greenpeace-aktivister løsladt i Rusland via Den Internationale Havretsdomstol.

Aktivisterne sidder varetægtsfængslet i Rusland, tiltalt for blandt andet pirateri.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har mandag talt med den hollandske udenrigsminister Frans Timmermans om sagen, der også involverer en dansk miljøaktivist.

- Så sent som i dag har jeg talt med min hollandske kollega Frans Timmermans om sagen og gentaget Danmarks opbakning. Det skal afklares nærmere, hvilke juridiske rammer russerne mener at kunne løfte sagen inden for, siger Villy Søvndal.

Danmark bakkede også op om Holland, da hollænderne for lidt over to uger siden rejste en voldgiftssag mod Rusland efter reglerne i FN's havretskonvention for at få frigivet skibet og besætningen.

Villy Søvndal har mandag også talt med Storbritannien om sagen.

- Vi har en fælles interesse med de øvrige 17 involverede lande i at sikre en effektiv dialog med de russiske myndigheder om retssikkerheden og forholdene for de tilbageholdte.

Det hollandsk indregistrerede skib Arctic Sunrise er beslaglagt af de russiske myndigheder, og aktivisterne sidder varetægtsfængslet efter høringer i Murmansk i september.

Skibet og de 30 aktivister deltog 19. september i en aktion i Det Arktiske Ocean mod russiske olieboringer i området, da Arctic Sunrise blev bordet og opbragt af russiske sikkerhedsstyrker.

Der er rejst tiltale mod Greenpeace-aktivisterne for pirateri, som kan give russiske fængselsdomme på op til 15 år.

Danske Anne Mie Roer Jensen er blandt de tiltalte og varetægtsfængslede.

- Ud over de kontakter jeg har haft i dag med mine kolleger, er den danske ambassade i Moskva i tæt kontakt med repræsentanter for de øvrige lande.

- Vi vil fortsat gøre hvad vi kan for at bistå den danske statsborger bedst muligt – det er hendes interesser, vi skal varetage, siger Søvndal.

/ritzau/