Søvndal tager »klar afstand« fra voldshandlinger

»Vi tager kraftigt afstand fra den vold, vi ser i øjeblikket, og vi må endnu en gang opfordre parterne til ikke at søge konfrontation med hinanden. Det afgørende er, at der bliver rakt en hånd frem for at forsone parterne i Egypten,« siger Villy Søvndal onsdag til TV2 News.

Desuden siger Udenrigsministeren, at han tror, at EU har mulighed for at spille en mæglerrolle. Men at det er vigtigt, at styret i Egypten inkluderer Morsi-støtterne og Det Muslimske Broderskab.

Tidligere onsdag morgen forsøgte egyptiske sikkerhedsstyrker at rømme protestlejre i Cairo, hvor tilhængere af den afsatte præsident Mohamed Morsi holder til.

Rømningen foregår med voldsomme midler, og ifølge Det Muslimske Broderskab er 250 blevet dræbt. Det tal er endnu ikke blevet bekræftet af andre kilder, og meldingerne er alt andet end enslydende. Ifølge nyhedsbureauet AFPs egen optælling er 43 dræbt under uroen i Cairo. Hospitalskilder melder ifølge BBC om syv dræbte og mindst 52 sårede.

Dagens Gossip