Søvndal: Terrortruslen mod Danmark er mere uforudsigelig

Det konkluderer regeringen i sin årlige redegørelse om indsatsen mod terrorisme.

Samtidig peger rapporten på, at den globale terrortrussel det seneste år ikke er øget, og det glæder udenrigsminister Villy Søvndal (SF).

»Der er grund til at glæde sig over, at den globale terrortrussel ikke er øget. Samtidig er det samlede trusselsbillede mod Vesten og Danmark i dag mere fragmenteret, dynamisk og komplekst, end det var for et år siden. Det har gjort terrortruslen endnu mere uforudsigelig, hvilket den seneste tids tragiske hændelser i blandt andet Boston er et trist, men tydeligt tegn på,« siger ministeren i en pressemeddelelse.

Villy Søvndal understreger, at bekæmpelse af terrorisme er en vigtig prioritet for regeringen med det overordnede formål at beskytte Danmark mod terror.

Ifølge udenrigsministeren er forebyggelse et af nøgleordene i terrorbekæmpelsen.

»Jeg er overbevist om, at den internationale terrorisme langsigtet og mest effektivt imødegås ved konfliktløsning, stabilisering og demokratisk udvikling. Derfor har regeringen gjort forebyggelse og menneskerettigheder til nøgleord for vores indsats mod radikalisering og terrorisme,« siger han.

Ifølge rapporten har den internationale indsats mod terror svækket al-Qaeda i Pakistan og Afghanistan, selv om gruppen fortsat er aktiv i forhold til at planlægge og forsøge at gennemføre terrorangreb mod Vesten.

Situationen i Mellemøsten og Afrika har samtidig ifølge rapporten givet regionale terrorgrupper mere råderum til planlægning og træning.

»Ingen kan vinde kampen mod terrorisme i det lange løb, hvis vi ikke forbliver tro mod kerneværdierne: international ret, menneskerettigheder og retssikkerhed. Ordene fra FNs globale anti-terrorstrategi udstikker principperne, men det er helt nødvendigt, at det internationale samfund omsætter denne forpligtelse til handling og viser, at det ikke blot er tom retorik,« siger Villy Søvndal.

Dagens Gossip