Søvndal til EL: Tag dog ansvar i Afghanistan

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) er langt fra imponeret over Enhedslistens bidrag til debatten om Danmarks militære nedtrapning i Afghanistan.

Enhedslisten mener, at Danmark frem over kun skal bidrage med humanitær hjælp i landet og altså ikke stå for træning af den afghanske hær samt sende F16-fly til det krigsplagede land, som regeringspartierne overvejer.

Men Enhedslisten overser, ifølge Villy Søvndal, det danske ansvar i Afghanistan.

- Regeringen har i sin håndtering af vores Afghanistan-engagement lagt vægt på to ting. Realisme og ansvarlighed. To principper, som Enhedslisten ikke synes unødigt tynget af i denne sag, udtaler Villy Søvndal i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Det er ikke ansvarligt at anbefale, at vi spurter mod udgangen, som Enhedslisten anbefaler.

Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, beskyldte tirsdag alle Folketingets andre partier for at fortsætte en krig, som Danmark ikke kan vinde.

Udenrigsministeren mener omvendt, at Enhedslisten optræder naivt, når de udelukkende vil bistå afghanerne humanitært.

- Regeringen er fuldt ud opmærksom på, at det militære ikke kan stå alene. Men det kan det humanitære heller ikke. Vi standser ikke Taliban i at overtage magten ved at kaste nødhjælp og tæpper i hovedet på dem.

- Det militære og det civile og humanitære skal følges ad. Det har været et centralt princip i vores indsats. Og nu går vi så ind i en ny fase, hvor den civile indsats træder i forgrunden, lyder det fra udenrigsministeren.

Han tilføjer, at Enhedslisten i de seneste udenrigspolitiske debatter har prioriteret politisk korrekthed over ansvarlighed.

- Jeg synes, vi i denne sag, som vi også så det for nylig omkring Mali, ser et Enhedslisten, som hellere vil have de rigtige holdninger og stå på sidelinjen og kritisere, at alt ikke er perfekt, end de vil tage ansvar og en risiko i forsøget på at gøre en forskel.

Den danske indsats i Afghanistan har varet i 11 år, og i alt har 43 danske soldater mistet livet. Krigen blev indledt efter selvmordsangrebene på New York og Washington den 11. september 2001.

/ritzau/

 

Dagens Gossip