Søvndals exitplan har skadet SF

Afgående formand Villy Søvndal har i månedsvis svækket SF i regeringen. Det skyldes, at han alt for tidligt lod omgivelserne få indblik i, at han var på vej ud af formandsstolen, skriver Jyllands-Posten.

Allerede før valget sidste år vidste en række af Søvndals nærmeste i SF, at han snart ville sige stop.

Og da også statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ifølge Jyllands-Postens oplysninger i omkring et år har været bekendt med Søvndals exitplan, har Søvndal reelt undermineret sin egen forhandlingsposition og magt i regeringen.

S-toppen har ikke kendt den præcise tidsplan, men Thorning har været klar over, at det var tæt på. Det siger en række centrale S-kilder og anonyme Søvndal-støtter kilder i SF.

Kritikerne af Søvndals lederskab er mere direkte:

- Det er svært at sige, at det stiller os særlig godt, at man ved, at vores formand er på vej væk.

- Hvis han siger det til de forkerte, kan det give oplevelsen af, at man skal lytte mindre til ham, når han alligevel er på vej ud, siger tidligere næstformand Meta Fuglsang.

- Man sidder i en svækket position som overgangsfigur. Det er da en del af forklaringen på, at SF har fået så lidt igennem i regeringen, siger Poul Overlund fra landsledelsen, der længe har været kritisk over for Søvndal.

Hidtil har det været kendt, at Søvndal siden valget selv har vidst, at det blev hans sidste som formand.

Lørdag vælger SF ny formand. Valget står mellem forhåndsfavoritten Annette Vilhelmsen og sundhedsminister Astrid Krag.

 

Dagens Gossip