Søvnlidelse får dig til at knalde og glemme det igen

Skrevet af Ninna Andreasen

15/11/2014

Mest læste i dag

Det amerikanske søvnselskab har netop anerkendt lidelsen sexomni som en søvnlidelse.

Lidelsen får folk til at kaste sig ud i lagengymnastik i søvne. Når de vågner, har de glemt alt om det.

Måske lyder det komisk, men det er faktisk temmelig alvorligt. Det siger overlæge på Dansk Center for Søvnmedicin på Glostrup Hospital Poul Jennum til Videnskab.dk.

“De tilfælde, jeg har været involveret i som vurderingsmand i Danmark, var bestemt ikke nogen spøg. Ofrene har været ramt, og den enkelte person har været ramt,” siger han.

Læs også: Sjælden sygdom frifinger mand for sexovergreb på 17-årige piger

Lidelsen kan sammenlignes med at gå i søvne. Både søvngængeri og sexomni er såkaldte parasomnier. Her gør den sovende ting i søvne uden at kunne styre det.

Søvngængeri er mest udbredt blandt børn. Sexomni er mest udbredt blandt mænd, selvom fænomenet er meget sjældent.

Gav konen smæk
Anerkendelsen af lidelsen på den anden side af Atlanten sker i forbindelse med nye forskningsresultater fra Western Michigan University.

Studiet tog udgangspunkt i en 44-årig mand, som led af sexomni. I alle de 20 år, han havde været gift, havde han nogle nætter forgrebet sig på sin kone og gennemført samlejer. Han havde også givet hende smæk og nevet hende.

“Det er helt bestemt en prøvelse for deres ægteskab,” siger forskeren bag projektet Brandon Moore til MedPage Today.

Herhjemme har lidelsen også tidligere vakt både bestyrtelse og frygt

Sidste år blev en 32-årig mand frikendt for overgreb på to 17-årige piger, fordi overgrebene var fundet sted, mens han sov. Manden led ifølge eksperter af sexomni.

I Danmark er der ifølge professor og overlæge Poul Jennum en sag om sexomni en gang om året eller hvert andet.