Sofie Carsten bliver ny gruppeformand

De Radikale er kommet på plads med en ny gruppeledelse.

Den hidtidige gruppeformand Marianne Jelved skal være kulturminister og træder derfor ud af gruppeledelsen. Hun bliver afløst af den 37-årige Sofie Carsten Nielsen, som hidtil har været gruppenæstformand og EU-ordfører.

Dermed rykker hun et skridt op i det radikale hierarki. Sofie Carsten Nielsen har flere gange været spået en mere fremtrædende rolle - senest som afløser for Uffe Elbæk, der onsdag trak sig som kulturminister, men valget faldt altså på Marianne Jelved.

Sofie Carsten Nielsen overtager dog også posten som formand for finansudvalget og den vigtige post som finansordfører, som giver adgang til at følge med i centrale økonomiske forhandlinger. Dermed får hun en endnu stærkere platform til senere at blive minister.

De Radikale har også fået to nye gruppenæstformænd.

Det er den 44-årige forsvarsordfører Rasmus Helveg Petersen, der er søn af tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen, og den 41-årige sundhedsordfører Camilla Hersom, som også havde en outsiderrolle i kampløbet om at blive kulturminister.

/ritzau/

 

Dagens Gossip