Sofie Carsten Nielsen bliver ny uddannelsesminister

Skrevet af admin

03/02/2014

Dagens topnyheder

De Radikales gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen, bliver ny uddannelsesminister.

Hun overtager posten efter partifællen Morten Østergaard, som i stedet rykker over i Skatteministeriet.

Sofie Carsten Nielsen blev valgt ind i Folketinget i 2011, og hun har siden markeret sig som en af de stærkeste kræfter i den radikale folketingsgruppe. Derfor kom det ikke som en overraskelse, at hun blev udnævnt til minister.

Sofie Carsten Nielsen bliver det eneste helt nye ministernavn hos De Radikale i den store rokade efter SF's udtræden af regeringen.

Siden december 2012 har hun siddet på posten som gruppeformand hos Det Radikale Venstre. Sofie Carsten Nielsen overtog posten efter Marianne Jelved, som blev udnævnt til kulturminister, da Uffe Elbæk måtte gå af.

Sofie Carsten Nielsen har foruden posten som gruppeformand også været finansordfører, EU-ordfører, ligestillingsordfører og ordfører for forskning, innovation og videregående uddannelser.

Hun har samtidig været formand for finansudvalget og var dermed mødeleder under samrådet om Dong med finansminister Bjarne Corydon (S).

Her måtte finansministeren svare på en række kritiske spørgsmål fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten omkring salget af 19 procent af aktierne til amerikanske Goldman Sachs.

Sofie Carsten Nielsen blev for alvor kendt i offentligheden, da hun i 2009 var spidskandidat for De Radikale ved valget til EU-Parlamentet og i den forbindelse deltog i en række tv-debatter.

Spørgsmålet for De Radikale bliver nu, hvem der skal styre folketingsgruppen, efter at både Marianne Jelved og Sofie Carsten Nielsen har forladt posten som gruppeformand for at blive minister.

De Radikales folketingsgruppe rummer en række unge navne, der kom i Folketinget ved sidste valg.

/ritzau/