Sofie Lassen-Kahlke skal dele points ud i Eurovision Song Contest

Det bliver skuespiller Sofie Lassen-Kahlke, der skal dele Danmarks point ud ved finalen i Eurovision Song Contest. Det skriver dr.dk/grandprix.

- Jeg har altid elsket Grand Prix og synes, det er vildt sjovt at skulle uddele point. Jeg håber, jeg ikke kommer til at tænke alt for meget over, hvor mange mennesker der ser det, siger hun.

Sofie Lassen-Kahlke var medvært ved Dansk Melodi Grand Prix i Boxen i Herning sammen med Lise Rønne og Louise Wolff.

Skuespillerinden har allerede fået et par tips fra sine forgængere.

- De siger, det går så stærkt, at man knap når at åbne munden, før man skal sige farvel igen. Måske jeg smider et par svenske ord ind, nu Grand Prix'et foregår i Sverige. Men det bliver ikke de lange gloser - jeg vil jo nødig klokke i det, siger hun til dr.dk/grandprix.

Sofie Lassen-Kahlke vil også være lækker foran omkring 125 millioner seere:

- Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad jeg skal have på. Men jeg behøver vel ikke tage stiletterne på, vel?, griner hun.

Finalen i Eurovision Song Contest finder sted i Malmø den 18. Maj klokken 21.

Dagens Gossip