28/08/2013

Dagens topnyheder

På søndag er der sognedag i Vamdrup. I den forbindelse har Vamdrup Kirke mange aktiviteter på programmet.

Der er blandt andet trylleri, modeopvisning fra Genbrugsen, konkurrence i cykelringridning og gospelkoncert.

Familiegudstjeneste

Dagen begynder med familiegudstjeneste i kirken klokken 11, hvor spejderne medvirker.

Efter gudstjenesten åbner alle aktiviteter og boder.

Aktiviteter

Tombola og gevinster til lotteri findes i Kirkehuset. Begge steder er der sponsorgevinster fra mange af byens handlende.

Der er mange forskellige aktiviteter i præstegårdshaven, på pladsen foran præstegården og på parkeringspladsen. Her er der salgsboder, rigtige ATV’er for børn, hoppeborg, det muntre køkken, negerbollekast og spil. Du får også mulighed for at vise, hvor god du er til at slå søm i.

Beautysalon er en fortsættelse af tidligere års succes med ansigtsmaling, så nu kan du også få pyntet negle og lavet ”tatoveringer”.

Ringridning på cykel eller havetraktor

Ny disciplin bliver konkurrence i ringridning. Der køres tre runder for forskellige aldersgrupper:

3-6-årige og 7-10-årige: far eller mor får lov til at styre en havetraktor med en lille påmonteret trailer, som barnet kan sidde i og derfra forsøge at ramme ringen. Præmien for disse to hold er en billet til koncerten med Sigurd Barrett den 27. september i Arena Syd.

Læs også: 4-årig dreng satte ild i lade

For alle over 10 år foregår konkurrencen på cykel (medbring gerne din egen). Præmien her bliver et gavekort til brug på pladsen.

Underholdning

Trylleri ved Aksel Kristiansen og modeopvisning fra Genbrugsen sker på scenen udenfor. I kirken giver Vamdrup Gospelkor og Joyful Noise (juniorkor) koncert.

Dagens program

Kl. 11.00 Familiegudstjeneste i kirken

Kl. ca. 12 Boderne åbner

Kl. 12.45 Trylleri med Aksel Kristiansen på scenen

Kl. 13.30 Konkurrence cykelringridning

Kl. 14.30 Modeopvisning fra Genbrugsen. Derefter udtrækning til lotteri

Kl. 15.30 Koncert med Vamdrup Gospelkor og Joyful Noise i kirken.

Kunstudstilling i kirken

Årets kunstner er lokal og kendt af rigtig mange. Tanja Marek er et sprudlende menneske med glad kunst. Det er første gang, hun udstiller i kirken.